|
Hornsleth (f.
1963) er på mange måder et fy-ord i
store dele af den etablerede kunstbranche. Han er
fra begyndelsen blevet stemplet som en provokerende
galning og beskyldt for at være en ny Mark
Kostabi uden hjerne. Selv ønsker han bare at
være en folkekær kunstner. Hans
aggressive billeder og hans kyniske udnyttelse af
de kommercielle mekanismer har skabt et
mediebillede af ham, som er en blanding mellem en
80‘er yuppie og en 80‘er punker. Det er
da også derfor stik mod alt forventning, da
jeg træder ind af den åbne dør
på Hellerup-adressen, at jeg finder
kunstneren inde i stuen i færd med at samle
sønnernes legetøj op fra gulvet. Han
er rolig, venlig og har røde kinder efter en
hel dag i skoven med børnene. Han byder
tilmed på urte-te, men opfanger hurtigt mit
søgende blik, da jeg får øje
på hans arbejdsværelse. Det er et
fuldstændig harmonisk værelse med hvide
vægge og renhed. »Det er noget nyt at
jeg er begyndt at arbejde heroppe«, forklarer
han, »og jeg begriber ikke, at jeg ikke har
fundet på det noget
før«.
Jeg følger
Hornsleth ned ad bagtrappen, gennem
kælderrum, og nede forenden af en lang
mørk gang træder vi ind i hans
værksted gennem fire år. »Jeg
fatter ikke at jeg har arbejdet her i så
mange år«, siger han, »her er
så fucking dystert. Jeg forstår bedre
at mine ting har været så
aggressive«. Rummet er pænt stort, men
der er knapt med lys. Det minder meget om Francis
Bacons atelier, hvor det eneste lys var et hvidt
lærred. Jeg træder et skridt tilbage
for at give plads til Hornsleth, der lige skal
forbi. Jeg er ved at vælte en stak billeder.
Forrest er det meget omtalte portrætbillede
af rockeren Jønke fra Hell’s Angels.
»Hvad sagde han egentlig til det?«
spørger jeg for ligesom at fjerne
opmærksomheden fra mine motoriske svagheder.
»Han sagde, at han syntes, at han lignede en
bølle på billedet...ja og så
vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til
det«, svarer Hornsleth og hiver et par andre
projekter frem til fremvisning.
Hornsleth
Futilisme
Hornsleth arbejder
ud fra et Futilistisk manifest. »Gud er jo
erklæret død... folk søger at
finde svar. Futilisme... det er mit bud«,
forklarer Hornsleth. Der eksisterer et 20 siders
langt manifest, der udpensler begrebet. Jeg
spørger derfor om den korte version.
»Futilisme er et værktøj til at
sætte turbo på ens kreativitet... i
forbindelse med en ny måde at tolke det
formålsløse, altså det futile.
Futilisme er den processuelle afkodning af det
futile«. Han erklærer det
meningsløse og vil samtidig have mening, om
den så skal findes i det futile. »Det er
ikke dekonstruktion... for den er jo bare
rekombineret modernisme«, siger Hornsleth,
»fald ud i støjen i stedet, lad
vær med at holde fast til smerten kommer...
giv slip«. Det bliver alligevel modernisme
eller anti-modernisme. Det er her, det bliver
svært. For der er intet futilt i Futilismen.
Ligesom der ikke er noget Dada i Dadaismen. Det er
med andre ord bare en form for modernisme.
Det var der Dali præsterede et genialt
træk ved at sige nej til den surrealistiske
bevægelse og erklære: »Jeg er
surrealismen!« Men der hvor Hornsleth holder
og er stærkest, fordi han stiller op til her.
Han tager vores samfundsmekanismer ud på et
overdrev og sparker til dem. Det forpligter.
Hornsleth deltager jo selv i spillet. Han
lægger sig ud med kunstbranchen, men lever i
den. Han giver igen med hvad han
får.
Hornsleth
anti-kunst
Hornsleth forarger
og begejstrer med sin kommercielle
fremgangsmåde, men han går jo ikke
på kompromis med sin kunst af den grund. Den
er jo støjende som en i helvede og ikke
specielt pleasing. »Jeg vil svinge mellem
grimt og pænt og samme tid gøre
beskueren i tvivl om deres egen fortolkning«.
Han er kynisk og kompromisløs. Det er det
der gør det interessant. Dybest set er det
vor egen kynisme, værditab og kulturelle
tomhed han fodrer os med. »Ja, det er en slags
anti-kunst, fordi den går imod kulturen,
går imod rammerne«, siger Hornsleth
selv, »...men jeg tror på kunsten, som
en slags ateist. Ateister er som regel de mest
troende af alle«. Hornsleth er et arkiv. Hans
billeder og motiver er hvad der rammer hans
synsfelt på et givent tidspunkt. Når
han så senere bearbejder disse billeder
blandes de med andre relevante eller irrelevante
udtryk eller slogans og så opstår
støjen, forvirringen, kortslutningen.
»Jeg bruger kortslutning som
våben«, erklærer kunstneren.
På væggen bag mig hænger der et
billede af Gandhi. Udover det karakteriske
Hornsleth-brand, står der FUCKING LIAR.
»Jeg står og arbejder på et
billede, i det her tilfælde billedet af
Gandhi, radioen kører i baggrunden og lige
pludselig dukker der ord op, som ryger på
lærredet. FUCKING LIAR! Og hvorfor ikke? Var
det ikke Gandhi, der sagde, at Indien skulle
være en stormagt og ruste sig derefter? Er
det ikke derfor de har atomvåben idag?
Fucking liar«, siger Hornsleth og tager en
slurk af sin urte-te.
»Jeg vil
gerne male som Jorn«, fortæller
Hornsleth, »jeg er vild med hans ting, men
sådan noget kan jeg ikke, i hvert fald ikke
endnu«. Hornsleth forsvinder ud af rummet,
kommer igen og sætter et lærred op lige
foran mig. Han svinger penslen over lærredet,
nærmest uden at kigge på det han laver.
»Se det her er abstrakt...det ligner ikke
noget...det er bare støj«, siger
kunstneren. Han begynder derefter at tegne
ovenpå det han malede. Han finder de
små gemte figurer og motiver der gemmer sig i
støjen. »Se her«, siger han,
»her kommer et tohovedet væsen, her er
en hånd. Det jeg gør nu, er at jeg
afkoder støjen, ka’ du følge
mig?«
Hornsleths futilisme som
lydbillede
I 1999 kunne man
opleve Hornsleth med band under projektet Four
Futilistic Sound Images give koncert i Stengade 30.
Hornsleth havde til formålet samlet en
række respekterede musikere og havde
introduceret og instrueret dem i hans futilistiske
idéer. »Publikum anede ikke, hvad de
gik ind til«, griner Hornsleth og slår
sig på lårene. »Det hele startede
med et 20 minutters langt foredrag om futilisme...
allerede der havde jeg regnet med, at folk ville
rejse sig op og skride«. Hornsleth rejser sig
fra sin lænestol og forsvinder ind i et andet
rum.
|
|
Lidt
efter kommer han rullende med tv-
og videoanlægget. »Nu
ska’ du bare se«, siger
han og sætter
videobåndet med
arrangementet i. Det 20 minutter
lange foredrag om futilisme
bliver fulgt op af
øredøvende
støj. Hornsleth selv
virker som dirigent. Han sidder
ved en overhead-projektor og
skriver ned, hvad musikerne skal
spille. Han skriver fx et B og
så spiller alle i B,
derefter C, eller også
skriver han, at de skal spille
højere eller lavere. Det
hele er instrumentalt, men lige
inden koncertens start lykkedes
det Hornsleth at overtale en
tilfældig pige i garderoben
til at medvirke. Hun går
derefter på scenen foran
det brave publikum og skriger med
på støjen. »Det
mest fantastiske er, at de bliver
siddende«, siger Hornsleth
stadig fascineret over folks
udholdenhed. Det hele er kort
sagt et eksperiment i
meningsløshed, futilisme
samt støj og bringer
tankerne over på det tyske
band Einstürzende Neubautens
tidlige udgivelser.
|
|
|
|
|
|
|
Et
band der også har testet
det danske publikums
smertetærskel og
måtte erkende at de fandt
den, da et af gruppens medlemmer
måtte en tur i gulvet efter
at have fået en
ølflaske i hovedet, af en
koncertgænger, der havde
fået nok.
Branding
–
»Hvis de vil ha’ et
navn
så skal de få et
navn«
Hans
kunst er en undersøgelse
og udnyttelse af den kommercielle
kunstverden. Hornsleth brander og
signerer en lang række
produkter så som
Rolex-urer,
Smith&Wesson-pistoler,
Pokémon-bamser, smykker og
tøj med mottoer som Fuck
You Art Lovers og Rape Kill Steal
Burn. »Hvis de vil ha’
et navn så skal de få
et navn«, erklærer
kunstneren. »Det provokerer
mig at det er sådan spillet
er... derfor fylder Hornsleth
gerne halvdelen af billedet...
det er jo i sidste ende det man
bliver målt på,
nemlig navnet«. Det er
blevet så populært
for tiden indenfor branding at
skifte navn, som fx Mobilix, der
pludselig skal hedde Orange og
fristes derfor til spørge
ham, og det er overvejelser han
har gjort sig. »Jeg har
faktisk allerede kreeret et
sub-brand der hedder Campo di
Corna«, svarer Hornsleth.
»Branding er et
koncept/filter til
forstå/formidle min kunst
på«, forklarer
Hornsleth. BMW har tilmed bedt
Hornsleth at signere et hvis
antal at deres nye modeller.
»Der kommer til at stå
Kill Me Fast på«,
smiler han. »Det her er
kunstens nulpunkt, men 500
kunstsamlere kan ikke tage
fejl«, udtaler Hornsleth med
et djævelsk smil. Jeg
kigger op over dørkarmen
og ser et Hornsleth med popikonet
Robbie Williams på. Henover
billedet står der My
Collectors Are Richer Than
Yours!
Hornsleth
har også tilbudt
hjælp til hele landsbyer
på det afrikanske kontinent
og sørge for mad og
uddannelse under den betingelse
at de ændrer deres navne
til Hornsleth. Det er kynisk, men
sådan er vores verden
også når det kommer
til ulandsbistand eller
kommercielle
interesse.
|
|
|
|
Fuck you art
lover!
Hornsleths
kunstneriske udfoldelse strækker sig ind i
den fælles virkelighed, eller rettere sagt
vor fælles mediebevidsthed. Det vakte
forargelse, da han viste sig i Big
Brother-programmet med portrætter af de
indespærrede deltagere. »Jeg syntes, at
det er sjovt at stå og forklare fucking
Dildo-Jill om Hornsleth-futilisme«, griner
Hornsleth. Hans erklærede mål er, at
der skal være et Hornsleth i hver eneste hjem
i landet inden for fem år og med sin Big
Brother-event var han tættere på end
nogensinde, om ikke andet så for en halv
time. Sideløbende opførte Ole
Bornedal sit teaterstykke Skrigerne på Aveny
T i København, hvori Hornsleth ligeledes
bidrager med portrætter af skuespillernes
figurer i stykket. Skrigerne er et Bornedalsk
stykke om en flok unge mennesker, der alle jagter
den hurtige berømmelse og rigdom i et netop
Big Brother-agtigt set-up. Hornsleth spejler herved
de to fænomener op mod hinanden og deltager
frivilligt i begge lejre, nemlig i kritikken og
årsagen til kritikken. Det er et ekstremt
rollespil Hornsleth udfører. Han arbejder
med støjen som en ekstra farve.
Hornsleth
Arkitektur
Hornsleth er
egentlig uddannet som arkitekt. Da København
var europæisk kulturby fik Hornsleth i
forbindelse med Kulturby 1996 projektet til opgave
at kreere en skulptur/installation til Arne
Jacobsens berømte rådhusbygning i
Rødovre. Resultatet var faktisk
slående. Skulpturen byggede på
Hornsleths futilistiske filosofi og står i
flot kontrast til rådhusets rette vinkler og
rene flader. »Jeg fatter ikke, at der ikke kom
mere ud af det projekt, men jeg vil gerne lave mere
af den slags«, siger Hornsleth. Kunstneren har
også givet sig i kast med indretning for
bl.a. Saxobank og Paustian, hvor han har leveret
billeder, skulpturer og glasmalerier.
New York, New
York
Er man en af dem,
der har tænkt sig at dyrke Ground Zero som
turistattraktion eller bare har i sinde at udnytte
de for tiden billige flypriser til New York, kan
man opleve Kristian Hornsleths udstilling Fucking
Liar$ i Baumgartner Gallery, 418 West, 15th Street,
New York 10011 fra 27. April - 29. Maj 2002. Det er
første gang Hornsleth prøver at
erobre det amerikanske publikum. Fucking Liar$
udstillingen byder på alt fra guldkeramik til
fotos og malerier. Hans web-site www.hornsleth.com
er også et besøg værd, hvis man
vil opleve hans kunst og vide mere om hans
futilistiske projekt.
|
